

Når man synger sammen, hører man sammen
Vi har vidst det længe. Også før corona-pandemien tydeliggjorde det for alle. Det godt at synge – og synge sammen. Når man synger sammen, hører man sammen. Vi kender det. Følelsen af at synge i kor, mærke fællesskabet og være en del af noget, der er større end os selv.
I september måned har ALFA hele tre arrangementer, der sætter fokus på fællessang, så der er gode muligheder for at finde et arrangement der passer til lige præcis dig.
Fællessang i ALFA
Vores traditionsrige lørdagsfællessang start op den 3. september kl. 11-12, hvor vores frivillige fællessangsteam, Grethe Stæhr, Lene Weis og Elise Børresen, inviterer til en times sang i godt selskab.
Her synger vi sange fra Højskolesangbogen, både kendte og nye, og så er der oftest tid til at deltagerne selv kan komme med ønsker til hvad der skal synges.
Der er Fællessang i ALFA den første lørdag i måneden helt frem til sommer.
Medbring dit gode humør og en 10’er til kaffen.
PLUS 1 // Fællessang med Louise Støjberg og M.C. Hansen
Den 14. september kl. 13 slår vi dørene op til sæsonens første PLUS 1 koncert. Også her har vi fokus på fællessang. Denne gang i selskab med sangerinden Louise Støjberg (kendt fra bl.a. Zenobia, LSMR Duo m.fl.) og sanger, guitarist og sangskriver M.C. Hansen (bl.a. Radio Merkur). De to vil lede gæsterne igennem et program af lokale sange fra hele landet og nye fællessange skrevet til lejligheden.
Men hvad er PLUS 1 koncerter?
Jo – man køber én billet og inviterer en ledsager, en ven eller et familiemedlem med gratis. Vi skal være sammen om gode oplevelser. Efter koncerten fordøjes indtrykkene med kaffe og kage i foyeren.
- PLUS 1 handler om at invitere, glæde sig, opleve nyt og hygge sig sammen.
- PLUS 1 koncerterne finder sted på hverdage i dagtimerne i dit lokale musikhus.
- PLUS 1 koncerterne giver fællesskab, nærvær, smil, grin og gode stunder.
- Med alle billetter følger gratis adgang for en ledsager, deraf navnet PLUS 1
PLUS 1 koncerterne er offentlige, og alle er velkomne. De arrangeres i samarbejde med Psykiatri & Handicap ved Vesthimmerlands Kommune og ”Ud med Kulturen”. Koncertrækken støttes økonomisk af Vesthimmerlands Kommune og Spar Nord Fonden.
Kaya Brüel og Ole Kibsgaard
Kaya Brüel og Ole Kibsgaard blev nogle af corona-pandemiens hverdagshelte, da de under pandemien tonede frem som værter på Morgensang på DR1 294 dage i træk.
De to har indspillet en række albums og senest udgav de "Sange Vi Synger", med 13 danske sange der fik særlig betydning for de to musikere, under optagelserne af Morgensang.
Den 16. september kl. 20 kan du opleve dem og deres smittende gode humør og musikalitet, live i ALFA. En dejlig koncert, hvor der både er plads til fællessang men også til at nyde duoens fortolkninger af de skønne sange, vi synger sammen.



Relaterede nyheder







