Johnny Madsen, Knud Møller & Henrik From (Akustisk) - UDSAT til 2021

Johnny Madsen: vokal, guitar - Knud Møller: vokal, guitar - Henrik From: trommer, percussion

 

OBS!

På grund af den ekstraordinære situation, som COVID-19 skaber over hele landet, har Madsen, Møller og From flyttet deres turné til efteråret 2021. Dette bevirker, at koncerten her i ALFA Vesthimmerlands Musikhus den 15. oktober 2020 ikke afholdes som planlagt.

 

Koncerten er flyttet til torsdag den 14. oktober 2021 kl. 20.00. 

 

Købte billetter gælder automatisk på den nye dato. Alle der har købt billet til koncerten er blevet orienteret direkte pr. mail.

 

Madsen, Møller & From skriver: 
”Så fik Covid-19 også ram på vores tur. Øv!!
Grundet problemer med reglerne for vores yndlings-venues, antal personer i rummet osv. - samt at vi ikke kan tilbyde at spille 2 koncerter på 1 dag - bliver vi desværre nødt til at rykke turen 1 år frem i kalenderen, til efteråret 2021.
Derudover har vi en musiker der er bosat i Thailand. Og det er vanskeligt at få et ja på om han må komme ud, samt især betingelserne for at han kan komme retur. Han er småbørns-far, og kan ikke risikere op til 6 mdr. karantæne efter endt tur.
Og vi kan ikke undvære nogen af de 3 optrædende!!!
Beklager meget!”

 


 

”Svært underholdende…”

 

Har man bare een gang oplevet Madsens akustiske triokoncerter, ved man, at dette er den allerbedste måde at komme helt tæt på den vestjyske rockpoet.

 

Sammen med guitaristen Knud Møller og percussionisten Henrik From er Johnny Madsen i  oktober og november 2020 igen på landevejen - tilbage i ’stærkeste startopstilling’. På deres vej vil Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From servere såvel højdepunkter som skæve øjeblikke i de neddroslede, men alligevel højtflyvende akustiske versioner af Madsens sange, der er trioens varemærke.

 

I denne akustiske konstellation levnes der også plads til Thyborøn-drengens særdeles underholdende mikro-sociologiske iagttagelser fra landets randområder. Og altid veloplagte Madsen deler ofte og gerne ud af sine knivskarpe betragtninger af, hvordan vi som mennesker gebærder os i hinandens selskab - ofte med inspirationen hentet fra kunstnerens egen udkigspost på Fanø og naturligvis altid med et permanent funklende glimt i øjet.

 

Ud over de akustiske koncerters fortættede intimitet, er der samtidig mulighed for på klods hold at opleve Knud Møllers indfølte bluesguitar. Kompetent og beskedent eksekverer ’sideman’ Møller rollen som leadguitarist og demonstrerer, at det akustiske udtryk på ingen måde er en hæmsko for hans ekvilibristiske udfoldelser. Alt imens at han sammen med bagstopperen Henrik From standhaftigt må lægge skuldre til Madsens mange kammeratlige drillerier. Ud fra denne grundtone af joviale indspark anlægger orkestret så den ligefremme og uimponerede tilgang til musikken, som efterhånden er blevet det garantimærke, man kan sætte på alt, der kommer fra Johnny Madsens hånd.

 

Seneste udgivelser fra Johnny Madsen er albummet ”Godt Nyt”, som udsendtes sidst i September 2015. Albummet har fået en overstrømmende modtagelse af både publikum og presse og ”Godt Nyt” er strøget direkte til tops på album salgslisten og bliver af alt og alle betegnet som det bedste Madsen album i mange år, indeholdende bl.a. de nye sange ”Godt Nyt”, ”Twitter” og ”Aldrig Mere” som allerede har bidt sig godt fast hos de fleste. Pressen tildelte hovedsageligt albummet ”Godt Nyt” 5 og 6 stjernede anmeldelser og overskrifter som ”Madsens mesterværk”, ” Seriøst godt nyt fra Johnny Madsen” og ”Nu er den jo hel gal – Johnny Madsen har begået sit bedste album i tyve år” prægede modtagelsen.

 

 

Koncerten arrangeres i samarbejde med i samarbejde med Aars 150 år - Byjubilæum 2020.

 

Billetpris: 345,- (inkl. gebyr)

 

Boosting Business