Coro Misto og dirigent Søren Birch

Coro Misto blev dannet i november 1991 af dirigent Søren Birch og en kreds omkring ham, og nærmer sig dermed sit 30-års jubilæum. Udgangspunktet var, at etablere et kammerkor af høj standard som kunne medvirke til at sætte landsdelens vokale musikmiljø på landkortet, ved at opføre klassisk a cappella-musik på højt niveau. Coro Misto har derfor, gennem mange år, haft en tæt tilknytning til Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg i kraft af Søren Birchs virke som docent samme sted. I dag består koret af ca. 24 sangere hovedsageligt optaget fra og af det Aalborgensiske musikmiljø og har gennem talrige koncerter, radiooptagelser samt CD-indspilninger præsteret at have markeret sig som et kammerkor med et højt ambitionsniveau og af særdeles høj standard.

 

Koret synger både kirkelige og verdslige værker, af nyere så vel som ældre dato, og medvirker jævnligt ved koncerter med orkester dels i eget regi, men også sammen med bl.a. Ensemble Zimmermann og Aalborg Symfoniorkester.


Igennem årene har Coro Misto holdt mange koncerter både i og uden for landsdelen samt i udlandet. Her har koret anset det for særlig vigtigt, at fremme kendskabet til ny dansk kompositionsmusik, hvormed samarbejdet med forskellige komponister derfor har resulteret i en lang række af uropførelser. Coro Misto har, i den sammenhæng, oparbejdet et ry for at været et af landets bedste kammerkor.

 

Af indspillede cd’er kan nævnes korets seneste med titlen ”Stemninger”. Den indeholder mange af de skønne, lyriske korsatser som koret elsker at synge, og som favner den nordiske natur og varierende årstidsstemninger og ikke mindst den musik, som har været med til at skabe korets lyse nordiske klang.

 

I mange år, kun afbrudt af en enkelt pause, har Coro Misto afholdt Duruflé koncerter i november måned som optakt til årets julekoncerter. En Duruflé koncert er derfor en meget betydningsfuld og traditionsfyldt koncert for Coro Misto og korets dirigent Søren Birch og ikke mindst de solister og organister som har fulgt koret igennem en lang årrække. Rigtig god fornøjelse.

 

Gratis adgang for medlemmer af Vesthimmerlands Musikforening.

 

Prisen for billetter i løssalg kr. 150.- dog kr. 75.- for unge med gyldigt studiekort, og børn til og med 7. klasse har gratis adgang ifølge med voksne. Billetsalget foregår på Himmerlandsbilletten.dk og åbner den 1. september 2021.

 

Arrangør: Vesthimmerlands Musikforening

Boosting Business