

Efter en succesfuld udstilling med den unge kunstner Lasse Drevsholt og hans musikalske malerier, hvor af et nu skal blive på Vesthimmerlands Gymnasium, er udstillingsgruppen i Musikhuset klar til at vise endnu en ung kunstner, der gør sig både herhjemme og i udlandet.
Denne gang er det Tanja Kjærgaard Jensen, med rødder på Viborgkanten, der viser sine papirklip, der både er farverigt og deltaljerigt.
Papirklip hedder også psaligrafi, hvilket betyder at tegne/skrive med saks.
Papirklip har været kendt i over 1000 år og de første klip der findes blev klippet i Kina. Papirklipperiet kom til Europa i 1500-tallet, da der for alvor var kommet gang i handelen med orienten.
Tanja viser den fauna og flora, vi kender så godt, men som nu pludselig fremstår som noget nyt og som noget der pirrer ens indre lyst til at finde Holger eller en kronhjort eller uglen eller tukanen, som Tanja ofte finder dem ude i Odense Zoo.
Alt er udført i et skrøbeligt materiale med en sirlig og nøjagtig hånd, og værkerne afspejler, at Tanja er en kunstner, som mestrer præcision. Og en hulens masse tålmodighed. Hun bruger mange farver og små finurlige detaljer i sine værker. Motiverne tager afsæt i fortællende og eventyrlige historier, som fastholdte scener, der udspiller sig i de klippede kulisser, som var man på gamle zoologiske museer med udstoppede dyr og insekter på knappenåle udstillet i kukkasser.


Relaterede nyheder







