

Billedkunstneren Birte Mølgaard, Viborg, udstiller i januar og februar 2022 i Musikhuset Alfa i Aars.
Birte Mølgaard udtrykker sig i tegning, akvarel og maleri. Denne udstilling omfatter udelukkende akryl – eller oliemalerier på lærred.
Kunstneren fortæller i en del af sine billeder om hverdags situationer: Mennesker i forskellige positioner af venten; i samvær på en café; i færd med at skifte tøj; eller siddende hos frisøren. Frisør – temaet er interessant, fordi vi her ser personerne fra mange vinkler, og fordi vi mindes om kunsten som virkelighedens spejl. Der er tale om forenklinger, sådan at billederne på én gang kan være figurative fortællinger og samtidig abstrakte kompositioner.
Birte Mølgaard er oprindeligt uddannet tegner fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding 1981. Hun har siden arbejdet som billedkunstner, underviser og illustrator på free lance basis. De senere år har hun beskæftiget sig mere og mere med maleriet og har deltaget på flere censurerede udstillinger, heriblandt flere gange på ”Kunstnernes Sommerudstilling ” i Janusbygningen v. Varde.






Relaterede nyheder







