60-ÅRS JUBILÆUM I 2027
I 1967 samledes fem musikere og en sangerinde i en kælder i Søborg. På tværs af musikalske genrer blev der skabt en enestående og underfundig ny musik – begyndelsen på en ny musikalsk æra, der brød med en stagneret dansk kultur og fløj ud i verden som en vild rose.
The Savage Rose blev et kulturhistorisk eventyr, der gennem 60 år har forsvaret sin integritet og musikalske frihed.
Med bevidstheden om at være en del af den progressive kultur har The Savage Rose brugt sit musikalske sprog til budskaber om social retfærdighed, mod krig og undertrykkelse og for frihed, fred og kærlighed til livet.
Musikken og sangene er gennem generationer blevet favnet og elsket og har skabt stærke fællesskaber både i Danmark og mange steder i verden – blandt andet i filippinske fattigkvarterer og børnelejre, palæstinensiske flygtningelejre, blandt fængslede progressive musikere i Tyrkiet og i anti-apartheid- og fredsbevægelser i USA.
Debutalbummet “The Savage Rose” udkom i 1968 og var med til både at revolutionere dansk rock og definere den som en selvstændig kunstart. Siden er det blevet til 26 album – både store kunstneriske og kommercielle succeser og udgivelser i mindre oplag.
The Savage Rose har udgivet markante plader med mere end 20 års mellemrum, blandt andet “Dødens Triumf”, “Wild Child” og “Black Angel”. Med “Universal Daughter” fra 2007, “Love And Freedom” fra 2012, “Roots Of The Wasteland” fra 2014 og “Homeless” fra 2017 viste Annisette og The Savage Rose, at bandet fortsatte efter Thomas Koppels død i 2006.
The Savage Rose er fortsat i udvikling og bærer historien gennem generationer med musikkens og sangenes ånd og sjæl. Et band, der folder livets lys og skygger ud og nægter at lade sig styre. Et vildt barn. En vild rose.
Om The Savage Rose har David Fricke, chefredaktør på Rolling Stone Magazine, sagt:
“The Savage Rose skaber ikke bare musik, de skaber historie.”
The Savage Rose anno 2027
Sanger: Annisette
Korsangere: Naja Rosa Koppel, Amina Omar Carsce
Keys og horn: Frank Hasselstrøm
Hammondorgel: Nikolaj Torp
Bas: Jacob Haugbjerg
Trommer: Anders Holm
Guitar: Las Nissen
Trompet: Charlie Koppel Hasselstrøm
Annisette er i dag 78 år og har gennem en lang årrække modtaget musikpriser. I 2025 var hun nomineret til Nordisk Råds pris.