Fruer Med Druer er et rytmisk kvindekor bestående af unge kvinder fra Aalborg med stor kærlighed til vin og kormusik.
Fruer med Druer startede som et koncept i 2018, hvor studerende fra de musikvidenskabelige uddannelser i Aalborg søgte et hyggeligt fællesskab, hvor sangmæssige og ledelsesmæssige kompetencer kunne styrkes. Det har udviklet sig til et kompetent damekor, hvor koristerne skiftes til at lede, medbringe og komponere arrangementer, og der er derfor stort fokus på det fællesskabende i musikken. Korets repertoire spænder bredt over alt fra populærmusik til nordisk folkemusik.